SPORT. Dansk elitesport har igen haft et år i absolut verdensklasse, og nu er spændingen skudt i gang. De første fem nominerede til Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025 er offentliggjort. I alt 15 atleter indgår i feltet, som afsløres løbende frem mod kåringen ved SPORT 2025 i Herning den 3. januar.

Formand for DIF og formand for dommerkomitéen Hans Natorp glæder sig over det høje niveau, der igen præger dansk sport.

»Det er altid en fornøjelse at følge, hvordan danske atleter igen og igen leverer toppræstationer på den største internationale scene. De første fem finalister har ikke blot opnået imponerende resultater i fem forskellige sportsgrene. De har også vist de røde og hvide farver frem på allerfornemmeste vis på medaljeskamlen og gjort danskerne stolte« siger han.

Også Team Danmarks formand Lars Krarup hæfter sig ved, hvor stærkt de nominerede står efter et år fyldt med resultater.

»Atleterne har igen i 2025 vist Dannebrog frem over hele verden. At det hvert eneste år er en ualmindelig svær opgave at udvælge de nominerede til Danmarks fornemmeste idrætspris, siger alt om dansk eliteidræts høje niveau, og kigger man på listen over de fem første nominerede til Årets Sportsnavn har hver og en gjort indtryk. Det har krævet præstationer ud over det sædvanlige for at blive nomineret til Årets Sportsnavn 2025« siger han.

De første fem nominerede

Feltet spænder bredt over både cykling, hestesport, badminton, bueskydning og skydning:

  • Jonas Vingegaard, cykling: Vinder Vuelta a España, bliver nummer to i Tour de France og ligger nummer to på verdensranglisten.
  • Cathrine Laudrup-Dufour, dressur: Henter to EM-sølvmedaljer og en EM-bronze.
  • Anders Antonsen, badminton: Vinder Indonesia Open, French Open, VM-bronze og er nummer to på verdensranglisten.
  • Mathias Fullerton, bueskydning: Tager World Games-guld, VM-sølv, EM-guld og er nummer ét i verden.
  • Rikke Mæng, skydning: Vinder EM-guld, World Cup-sølv og ligger nummer tre på verdensranglisten.

Prisuddelingen har rødder tilbage til 1991, og blandt tidligere vindere finder man profiler som Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard. I år uddeles prisen i partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark, som sammen udvælger de 15 nominerede før dommerkomitéen vælger årets endelige vinder.

Kåringen finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor SPORT 2025 bliver sendt direkte på DR1. Med prisen følger 75.000 kroner og en af dansk idræts mest prestigefyldte titler.