Lasse Schmücker fra Enhedslisten står centralt i flere kilders beskrivelse af borgmesterkuppet i Middelfart. Men i et interview med Middelfart AVISEN siger han, at han ikke kan huske hverken møder, samtaler eller egne udtalelser om forløbet. Forklaringen lyder, at hashrygning i ungdommen har givet hukommelsestab. Samtalen efterlader flere spørgsmål, end den besvarer.

Der findes interviews, hvor ordene står skarpere efter 16 minutter end ved begyndelsen. Og der findes interviews som dette, hvor hver sætning forsvinder ind i en tåge, der vokser, jo længere samtalen varer. Lasse Schmücker fra Enhedslisten tager telefonen med en munter tone. Han ler, han trækker på skuldrene gennem røret, og i næsten hver vending skyder han spørgsmål væk med et smil, der kan høres helt ud på linjen. Men bag latteren ligger et bemærkelsesværdigt fravær af hukommelse.

Middelfart AVISEN har talt med ham om det forløb, der ændrede byens politiske landskab og gav Anders Møllegård borgmesterkæden. Kilderne er mange, dokumentationen er omfattende, og Schmückers navn optræder som en fast figur i fortællingen om partihoppet, der tippede magten. Han genkender dog intet af det.

»Det er helt væk. Fuldstændig væk« siger han, da valgaftenen nævnes. Det er ikke et enkeltstående svar. Det bliver interviewets rytme. Et konstante fald ned i et mørkt hul af glemsel. Når samtalen kredser om, hvem han talte med den aften, rammer samme mur. »Jeg kan ikke huske det« gentager han. »Jeg kan simpelthen ikke huske det«. Det sker med et grin, som om hukommelsen ikke blot er et problem, men næsten en undskyldning i sig selv.

Det er bemærkelsesværdigt, for Schmücker er af flere kilder beskrevet som en af de helt centrale personer i kuppet. Det er ham, flere siger indledte samtalen med Ulla Sørensen på valgaftenen. Det er ham, der ifølge flere vidner mødtes med hende dagen efter på McDonald’s – han har endda selv sagt det til undertegnede journalist, at han mødtes med Ulla Sørensen på McDonald’s, ligesom han fortalte, at han talte med hende flere gange.

Nu kan han ikke huske, om møderne fandt sted, heller ikke det på McDonald’s. »Jeg var ikke på McDonald’s« siger han først. »Ikke mig bekendt« kommer det bagefter, som om han forsøger at lade de to sætninger balancere mellem afvisning og undvigelse. Der er ingen kant, ingen klarhed. Kun en dans om ordene.

»I mine yngre år, der røg jeg rigtig meget hash« siger han og lader sætningen hænge i luften. »Det er sådan en eftervirkning derfra, at jeg kan godt få sådan nogle hukommelsestab.« Det er sagt uden dramatik, næsten som en konstatering af vejret. Hukommelsen forsvinder, og med den også enhver mulighed for at placere ham i den tidslinje, der har optaget Middelfart de seneste uger.

Når han bliver spurgt, om han var en del af det, der i offentligheden kaldes »Ulla-hoppet«, svarer han:

»Jeg er ikke en del af Ulla hoppede deraf«. En sætning uden grammatisk stringens, men med en klar intention. Han vil ikke forbindes med det. Han vil heller ikke bekræfte, om han selv pressede hende, som kilder antyder. »Det tror jeg ikke« siger han. Og senere »Det ved jeg ikke, så det kan jeg ikke udtale mig om«. Men gennem hele interviewet er der ét punkt, han husker med krystalklar tydelighed. Konstitueringen.

»Jeg er en del af at pege på Anders som borgmester. Selvfølgelig er jeg det« siger han med fasthed, som står i skarp kontrast til alt det andet, han ikke kan erindre. Det skaber et tydeligt paradoks. Han husker, hvad han vil vedkende sig. Og intet af det, som kilderne har knyttet hans navn til. Undervejs i samtalen forsøger Schmücker at relatere sin glemsomhed til stress, til travlhed, til ungdommens forbrug af hash.

»Det er væk fra min hukommelse« gentager han. »Jeg kan ikke huske noget som helst«. Han ler, når han siger det. Ikke af ond vilje, men som en mand, der ønsker at afvæbne situationen.

Svarene glider væk i en fortælling, hvor et centralt politisk forløb bliver reduceret til grin og tåger. Efter 16 minutter står én ting tilbage. En mand, der husker udvalgte brudstykker med imponerende præcision, men som samtidig ikke kan erindre hverken møder, udsagn, samtaler eller egne ord fra de døgn, hvor Middelfarts politiske fremtid skiftede retning.

I slutningen siger han:

»Jeg tænker, der er sgu kogt nok på den sag. Jeg tænker ikke, I kan koge mere på det.« Ordene falder stille i røret. Som en afslutning på et interview, der ikke lukker nogen døre, men åbner alle de spørgsmål, han ikke kan huske at svare på.