6.9 C
Copenhagen
mandag 15. december 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Min kinesiske mareridtsbil

Af
Peter C. Gøtzsche, professor emeritus
-
0

I august lejede jeg en bil i Barcelona, fordi jeg skulle interviewe nogle spaniere til en videnskabelig dokumentarfilm. Da den bil, jeg havde lejet, en Citroen C3 Aircross, var ude at køre, blev jeg ”opgraderet” til et monster af en bil. Den havde en venderadius som en mindre lastbil og var tudegrim forfra, så jeg gættede på, at den måtte være kinesisk. Det var den også, en Omoda 5 Premium B

Bilen er ikke sikker. Den høje køler øger nemlig risikoen for, at børn, der bliver påkørt, dør af det.

Bilen var så stor, at jeg måtte have hjælp af min fotograf, hver gang jeg skulle parkere under trange forhold, fx i en hotelgarage.

Det tog os nogen tid at finde ud af, hvordan man fik monsteret til at køre. Der var automatgear, men det var ikke indrettet som i europæiske biler. Der var en uendelig mængde elektronik i den, der gjorde alting meget svært, og der var ingen instruktionsbog.

Det var et lydmæssigt mareridt at køre i den. Vi kørte 1700 km, og stort set hvert eneste minut bimlede og bamlede det, ofte adskillige gange. Kling-kling-kling sagde det, og det lykkedes os aldrig at finde ud af hvorfor. Eller bilen hvæsede ad os, nærmest som et dårligt bilhorn fra 1950, gentagne gange, hvis antal heller ikke gav nogen mening. Det kunne være 4, 14 eller sågar 24 gange, undertiden afsluttet med et enkeltstående ekstra båt, ligesom når en hund har gøet ad os og lige med et sidste bjæf markerer, at den mener det alvorligt.

Mærkeligt nok kom der ingen advarselslyde, når jeg kom meget tæt på en mur, når jeg parkerede.

Jeg fik konstant at vide, hvor stor en idiot, jeg var. Selvom jeg kørte eksemplarisk og overholdet fartgrænserne, kom der ofte skilte op på tavlen foran mig, fx dette:

”You have been distracted for a long time. Please focus on the driving!” Beskeden var åbenlyst forkert. Engang fik jeg den smidt i hovedet efter at have kørt to hundrede meter, hvilket jo ikke er lang tid.

Der var også ”Focus on the road ahead”, hvilket er en tåbelig besked at give folk, der har kørekort.

Jeg gik på Internettet for at finde ud af, hvorfor lydene kom, men fandt kun lovprisninger af denne rædselsfulde bil, den absolut værste, vi nogensinde har sat vores ben i. Den er helt uden for kategori, som de siger om de værste bjerge i Tour de France.

Da vi et sted ventede på, at porten gik op til en hotelgarage, gik det helt galt. Jeg gik ud for at trykke på en knap til porten, og da jeg kom tilbage, var bilen totalt låst. Jeg kunne hverken køre frem eller tilbage. Vi prøvede alle mulige knapper og indstillinger, men kom ingen vegne. En spanier bagved, der også skulle ned i kælderen, blev ved med at dytte af os, selvom jeg havde forklaret ham, at bilen ikke kunne køre, og det kunne hans dytteri jo ikke rette op på.

Efter meget lang tid kom der et skilt op, der forsvandt så hurtigt igen, at jeg knap nok nåede at læse det, men det var noget med en sikkerhedssele. Vi tog selerne på, og hokus pokus, nu kunne vi liste ned i garagen. For pokker da. Man bruger da ikke sele for at køre 1-2 km i timen ned i en garage.

Når man låste bilen, kunne man ikke gå tilbage og tjekke, om den nu også var låst, for når man nærmede sig, låste den automatisk op igen.

Vi kunne næsten heller ikke komme ind i bagagerummet og lukke det igen. Der sad en knap et sted i bilen, og en anden knap på klappen for at lukke den igen.

Når man gik ud af bilen, klæbede T-shirten til ryggen, fordi bilsæderne var beklædt med plastik. Når man stillede sig et par meter bag ved bilen, svingede sidespejlene ud, og efter kort tid svingede de ind igen. Og så ud igen, mens jeg stadig stod bomstille. Det gav heller ikke nogen mening.

Selve kørslen var et gigantisk mareridt. Engang hvor jeg skulle overhale en lastbil og havde lagt an til at skifte kørebane, lavede uhyret en katastrofeopbremsning, fra 100 km/t til 60 km/t, uden nogen som helst gyldig grund. En anden gang bremsede den kraftigt op, fordi der holdt en bil i nødsporet, hvilket også var åndssvagt, da min kørebane var helt fri.

Andre gange satte den hastigheden ned med 10 km/t midt i en overhaling eller 100 m før, jeg nærmede mig en lastbil. Det var også totalt absurdt. Og hele tiden, mange gang i minuttet, rev uhyret i rattet, så jeg måtte bringe bilen på ret kurs igen. Den var øjensynlig programmeret sådan, at hvis man afveg fra den kurs, bilen syntes, man skulle køre, bare med nogle få centimeter, så flåede den i rattet.

Rigtige mænd har ikke behov for at have en barnepige i bilen. Den knap, jeg savnede allermest, var: ”Stop all warning sounds.” Og hvem ved. Måske lyttede de med på vores samtaler ovre i Kina, som jo er et totalt overvågningssamfund, hvor Big Brother ser dig hele tiden og giver point, hvis du opfører dig ordentligt.

Behold kinesiske biler, hvor de hører hjemme: I Kina.

28-årig tilstår indsmugling af 135 kilo kokain

Af
Andreas Andreassen
-
0

KRIMI. En 28-årig mand fra København er mandag blevet idømt 12 års fængsel ved Københavns Byret efter at have tilstået sin rolle i indsmuglingen af i alt 135 kilo kokain til Danmark.

Ifølge anklagemyndigheden skete forbrydelserne over to perioder. Fra april 2020 til marts 2021 medvirkede den nu dømte til, at en bagmand organiserede indsmuglingen af 120 kilo kokain. Hans opgave var at modtage betalinger fra salg af kokain i Københavnsområdet og i Odense og herefter aflevere pengene til medgerningsmænd. Det finansierede nye indkøb af kokain. Den 28-årige modtog mindst 2,6 millioner kroner og afleverede mindst 1,3 millioner kroner.

Koordineringen af betalinger og aflevering af udbytte foregik gennem krypteret kommunikation på platformen SKY ECC.

Tilståelsen omfattede også et nyere forhold begået i april 2024, hvor den 28-årige stod for at modtage betaling i forbindelse med indsmuglingen af yderligere 15 kilo kokain. Dette forhold indgår i et større sagskompleks, hvor 11 personer i juni 2024 blev anholdt og sigtet for indsmugling og distribution af i alt 234 kilo kokain.

Syv personer er indtil nu blevet dømt i komplekset. Blandt dem en 34-årig mand, der i januar 2025 i en ankesag ved landsretten blev idømt 12 års fængsel for at have modtaget, opbevaret og videredistribueret ikke under 120 kilo kokain.

Specialanklager i NSK, Laura Jensen, udtaler sig om dommen. »Den dømte i sagen har spillet en nødvendig rolle i, at indsmuglingen har kunnet finde sted. Han har arbejdet tæt sammen med den formodede bagmand i sagen, og han har som pengemand stået for narkotikaorganisationens inddrivelse og aflevering af penge. Jeg er tilfreds med, at retten på trods af tilståelsesrabatten, har udmålt en markant straf, der afspejler tiltaltes medansvar for, at massive mængder kokain er solgt i Danmark.«

Den 28-årige tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Landsholdet må undvære Christian Eriksen for første gang i årevis

Af
Redaktionen
-
0

SPORT. Klubløs Christian Eriksen er droppet fra landsholdet. Den tidligere Manchester United-spiller har stået uden klub siden juni og har dermed heller ikke spillet kampe eller trænet fast på topniveau.

Det står klart efter at landstræner Brian Riemer mandag har offentliggjort truppen til VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland i september.

Christian Eriksen har været et af de største navne på det danske landshold i mere end ti år og har normalt været selvskrevet til en plads i truppen. Men situationen er nu en anden. Efter afskeden med Manchester United har fynboen ikke længere en klub at spille i, og det har fået Brian Riemer til at se bort fra ham.

I juni spillede Eriksen sin foreløbig sidste kamp i rødt og hvidt, da Danmark mødte Litauen i Odense. Her bidrog han med en scoring, men det bliver altså ikke til en gentagelse, når de næste vigtige kvalifikationskampe venter.

Brian Riemer sagde i slutningen af juli, at han havde svært ved at forestille sig, at man kunne spille på landsholdet i september, hvis man ikke havde en fodboldklub. De ord lever han nu op til.

Danmark spiller mod Skotland i Parken den 5. september, mens Grækenland venter på udebane den 8. september. Dermed må landsholdet for første gang i mange år klare sig uden en af de mest rutinerede profiler.

Staten er ikke Ørsteds bank

Af
Andreas Andreassen
-
0

LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle vise verden, at en statslig aktør kan være både ansvarlig og konkurrencedygtig. Men anno 2025 står billedet i et helt andet lys.

På få år er Ørsteds aktiekurs kollapset. De amerikanske projekter er endt i juridiske slagsmål, regulatoriske katastrofer og milliardtab. Finansieringsplaner, der var bygget på farm-downs og projektfinansiering, er brudt sammen. Derfor står vi nu med en stat, der som hovedaktionær tvinges til at poste yderligere 30 milliarder kroner i en aktieemission, som i alt skal skaffe Ørsted 60 milliarder. For at redde, hvad der reddes kan.

Det er ikke småpenge. Det er skatteydernes penge. Det svarer til godt 5.600 kroner pr. dansker. Og spørgsmålet er: Har vi som borgere egentlig sagt ja til at være bank for Ørsted?

Mens staten lægger milliarder, kører der samtidig en skattesag, som potentielt kan koste Fredericia Kommune over 300 millioner kroner. Ørsted mener, de ikke skal betale selskabsskat i Danmark på samme måde som andre virksomheder – selv om selskabet udspringer af den danske energisektor og stadig har hovedkontor her. Det betyder i praksis, at byen, der huser selskabet, står til at miste et trecifret millionbeløb.

Lokalt i Fredericia har man for længst lugtet lunten. Det er netop baggrunden for, at byens politikere bad ADP’s ledelse om at sikre sig i tilfælde af, at Ørsted sagde: ”Vi betaler jer nul.” Resultatet blev et salg af aktier i ADP til en ny, interessant partner, som kan tilføje værdi og udvikling – men også et klart tegn på, at man ikke længere stoler på Ørsted som en stabil bidragyder til byens økonomi.

Alligevel er de politiske reaktioner på Christiansborg til at overse. Når landets største erhvervssag lige nu både handler om, at staten redder Ørsted med milliarder, og at samme Ørsted forsøger at undgå at betale skat i Danmark, burde der lyde en storm af kritiske røster. Men de fleste ledende politikere er tavse.

Ingen stiller spørgsmålet: Hvorfor skal staten agere bank for en virksomhed, der selv har drevet sig i knæ? Ingen spørger, hvorfor det er acceptabelt, at et selskab, der beder om redning, samtidig nægter at betale skat, hvor de har deres forretning.

Ørsted har dygtige medarbejdere, det skal ingen tage fra dem. Men virksomhedens ledelse har truffet en række fejlslagne beslutninger, som nu truer hele forretningen. Det er ikke skatteydernes ansvar at redde et selskab, der burde have haft bedre styr på sine risici og sin strategi.

Staten skal stille sig selv et simpelt spørgsmål: Er vi aktionærer eller er vi bank? Hvis svaret er det sidste, er vi ude på et skråplan. For staten er sat i verden for at sikre rammer, velfærd og retfærdighed – ikke for at holde hånden under en virksomhed, der både unddrager sig skat og driver dårlig forretning.

Ørsted anno 2025 er ikke længere et symbol på den grønne succes. Det er blevet et symbol på politisk passivitet, dårlig ledelse og en farlig sammenblanding af stat og forretning. Og mens Christiansborg tier, betaler borgerne regningen.

Nye tal: Falske bankbude svindlede danskere for 6,9 millioner kroner

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. Flere hundrede danskere er i løbet af foråret og sommeren blevet mødt af en fremmed på dørtrinnet, der med et venligt smil præsenterede sig som en hjælpsom bankmedarbejder. Men bag facaden gemte sig kriminelle, som med list og pres fik ofrene til at udlevere både kort og koder. Nye tal fra Finans Danmark viser, at alene i andet kvartal af 2025 blev 519 danskere udsat for de såkaldte falske bankbude, og at de mistede sammenlagt 6,9 millioner kroner.

I gennemsnit blev der hver dag i april, maj og juni franarret næsten seks danskere deres betalingskort i eget hjem. Særligt ældre borgere over 80 år er hårdt ramt. De har i gennemsnit mistet godt 13.000 kroner hver, og i flere tilfælde har de oplevet, at de kriminelle ikke blot har været pågående, men ligefrem truende.

»Det er meget ubehageligt at blive opsøgt i sit eget hjem af kriminelle, der udgiver sig for at være medarbejdere fra banken. Derfor er det også vigtigt, at vi er ekstra opmærksomme. Det er udspekulerede kriminelle, der udnytter, at vi grundlæggende har tillid til, at vi vil hinanden det godt,« siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finans Danmark.

Selv om de nye tal viser et fald på omkring ti procent i forhold til de seneste kvartaler, understreger Finans Danmark, at niveauet fortsat er alt for højt. De beskriver, hvordan svindlerne tilpasser deres metoder. I nogle tilfælde har de forsikret borgerne om, at de bare kunne klippe kortet over, inden de afleverede det. Men svindlerne ved, at så længe chippen ikke ødelægges, kan kortet fortsat bruges kontaktløst.

De udspekulerede metoder har flere steder ført til frygt og utryghed blandt ofrene. Enkelte borgere har forklaret, at de følte sig truet til at udlevere deres betalingskort, fordi de var bange for, hvad gerningsmændene ellers kunne finde på.

»Vores bedste råd er, at vi taler med hinanden om den her type kriminalitet – og gerne med vores forældre og bedsteforældre, så man er på vagt. Det er der heldigvis flere og flere, der er. Vi har i denne sommer set historier om anholdelser af kriminelle, hvor ofrene har fattet mistanke og kontaktet politiet, før de kriminelle mødte op på deres adresse. Det er det helt rigtige at gøre. For husk – ingen rigtige bankmedarbejdere møder op i dit hjem,« siger Michael Busk-Jepsen.

Hos politiet vækker tallene fra Finans Danmark genklang. Mange politikredse, herunder Sydøstjyllands Politi, har de seneste år flere gange advaret mod netop falske bankbude. I begyndelsen af 2025 udsendte Sydøstjyllands Politi en pressemeddelelse, efter at flere borgere i kredsen var blevet opsøgt af svindlere, der udgav sig for at være fra banken. I den forbindelse slog politikommissær Jesper Julian Christensen fast, at ingen borgere skal udlevere hverken kort, koder eller kontanter til fremmede. Advarslerne gentages jævnligt, fordi problemet bliver ved med at dukke op i nye varianter.

Udviklingen de seneste år har vist, at svindlerne hele tiden tilpasser sig. Først begyndte det med telefonopkald, hvor falske bankfolk overtalte folk til at udlevere oplysninger. Nu møder de personligt op for at gøre bedraget mere troværdigt. Enkelte har sågar iklædt sig tøj, der ligner bankens medarbejdere, for at virke mere overbevisende.

Ifølge Finans Danmark har falske bankbude i første halvår af 2025 svindlet over 1.100 danskere for mere end 15 millioner kroner. 

Hastigheden sænkes efter togulykke

Af
Thea Dyhrberg
-
0

TRAFIK. Banedanmark og DSB har i samarbejde med Sønderborg og Aabenraa Kommuner sat gang i en række tiltag, der skal øge sikkerheden ved jernbaneoverkørslerne mellem Sønderborg og Tinglev. Beslutningen kommer efter to ulykker med kort tids mellemrum på strækningen.

Når togene igen begynder at køre mellem Tinglev og Sønderborg, bliver hastigheden sat ned fra 100 til 70 kilometer i timen ved de seks overkørsler, der har advarselsanlæg men ingen bomme. Ifølge Banedanmark betyder det, at bremselængden bliver halveret, og at lokomotivførerne får mere tid til at reagere, hvis biler eller mennesker er i overkørslen.

»Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen. Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne, til 70 kilometer i timen. Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for frem til overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027,« siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.

Udover den midlertidige hastighedsnedsættelse har Banedanmark beskåret beplantningen ved overkørslerne for at skabe bedre udsyn. Tre af dem, Kådnervej, Visgårdvej og Kærvej, bliver desuden overvåget i en periode for at sikre, at signalerne fungerer korrekt.

Hos DSB hilser man initiativerne velkommen.

»Vores kunders og medarbejderes sikkerhed har altid højeste prioritet. Derfor bakker vi fuldt op om de her tiltag, der nu iværksættes for at øge sikkerheden. At sænke hastigheden midlertidigt gennem overkørslerne vil skabe mere tryghed for både vores passagerer og vores lokomotivførere, indtil der hurtigst muligt kan etableres mere permanente løsninger. Vi forsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger ovenpå den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt,« fortæller Per Schrøder, driftsdirektør i DSB.

Aabenraa og Sønderborg Kommuner er samtidig gået i gang med at opsætte nye skilte og etablere rumleriller ved de seks overkørsler, så bilister i højere grad bliver gjort opmærksomme på, at de nærmer sig jernbanen.

En død og flere hårdt sårede efter togulykke

Chokoladeafgiften ser ud til at falde efter 102 år

Af
Andreas Andreassen
-
0

BUSINESS. Efter mere end et århundrede med en afgift, som i branchen længe er blevet kaldt Danmarks mest gakkede, ser chokoladeafgiften nu ud til at forsvinde. Regeringen har i sit finanslovsudspil lagt op til at afskaffe afgiften, der i årtier har været en administrativ byrde for bagerier og konditorier i hele landet.

Hos BKD, Bager- og Konditormestre i Danmark, vækker udspillet både glæde og lettelse.

»Det her er en sten, som vi i bagerbranchen har haft i skoen i mere end 100 år. Det er næsten svært at forstå, at den nu ser ud til at forsvinde. Det er ikke sket af sig selv. I branchen har vi kæmpet for det i mange år, men først da økonomiminister Stephanie Lose satte sig for at forstå, hvad der egentlig foregik, er der sket noget. Det vil jeg gerne på vegne af alle danske bagerier og konditorier udtrykke både stor respekt og dyb taknemmelighed for« siger formand John Jønsson.

Også BKD’s administrerende direktør Henrik Mühlendorph understreger betydningen af afgiftens mulige endeligt.

»Det er svært at overvurdere den branchemæssige betydning af, at chokoladeafgiften forsvinder. Selvfølgelig handler det om penge, men det handler måske endnu mere om alt det uforståelige afgiftsbøvl, tidskrævende besvær og ressourcedrænende byrder, der nu forsvinder. Glæden over at kunne fokusere mere af sin tid på at producere skønne produkter fremfor at prøve at forstå en uforståelig 102-årig afgiftskonstruktion vil være betragtelig« siger han.

Hos Byens Brød, der blandt andet driver bagerforretninger i Fredericia, Børkop og Vejen, ser bagermester og indehaver Lars Hesselvig regeringens udspil som et vigtigt skridt.

»Det er meget positivt, at man nu endelig vil fjerne chokoladeafgiften. Den har været bøvlet og tidskrævende for hele branchen, og det er klogt at rydde op i regler, som i virkeligheden ikke gavner nogen. Mindre bureaukrati betyder, at vi kan bruge kræfterne på at udvikle os, skabe nye produkter og give kunderne endnu bedre oplevelser. Jeg håber, at politikerne fremover vil fortsætte med at lytte til branchen, når vi peger på muligheder for at skabe bedre rammer for erhvervslivet« siger Lars Hesselvig.

Chokoladeafgiften blev indført for mere end 100 år siden, men har i stigende grad udviklet sig til et komplekst og administrativt tungt system, som både brancheorganisationer og erhvervsliv i årevis har kritiseret. Først med økonomiminister Stephanie Loses fokus på sagen er der for alvor sket fremskridt, lyder det fra BKD.

For de lokale bagerier betyder udsigten til afgiftens afskaffelse, at tiden kan bruges på at udvikle nye produkter og servicere kunder frem for at kæmpe med regler og bureaukrati. Og måske kan det også give grobund for flere iværksættere og nye bagerbutikker rundt om i landet.

Sparekassen Danmark vokser og leverer solidt halvårsresultat

Af
Andreas Andreassen
-
0

FINANS. Sparekassen Danmark har lagt første halvår af 2025 bag sig med et resultat før skat på 861 millioner kroner. Selvom det er en anelse under de oprindelige forventninger, betegner sparekassen resultatet som tilfredsstillende.

Administrerende direktør Vagn Hansen fremhæver især kundetilgangen som et stærkt signal.

»Sparekassen har nu mere end 387.000 kunder, hvoraf næsten hver tredje tillige er garant i sparekassen. Det er vi i al beskedenhed stolte af, og vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen, at så mange af vores kunder har valgt at bakke op om sparekassen ved at være garant« siger han.

I alt voksede sparekassens samlede forretningsomfang med 13,6 milliarder kroner i første halvår, svarende til en vækst på 4,5 procent. Samtidig er der netto kommet cirka 5.700 nye kunder til.

Pres fra renter og stigende omkostninger
Som andre danske pengeinstitutter har Sparekassen Danmark mærket konsekvenserne af Nationalbankens rentenedsættelser i 2024 og 2025. Både udlåns- og indlånsrenter er sat ned, og kombineret med lavere renteindtægter på overskudslikviditeten har det reduceret nettorenteindtægterne i forhold til sidste år.

Omkostningerne er samtidig steget til 1.103 millioner kroner mod 1.042 millioner kroner i samme periode sidste år. Stigningen hænger blandt andet sammen med flere medarbejdere, strategiske initiativer og generelt stigende udgifter.

Nedskrivninger og usikkerhed
Nedskrivningerne på udlån er i første halvår opgjort til 322 millioner kroner. Sparekassen har blandt andet øget de ledelsesmæssige skøn med 250 millioner kroner som følge af usikkerheden omkring øgede toldsatser på varer til USA og den geopolitiske uro.

Endnu en sammenlægning
Sparekassen Danmark har de seneste år markeret sig som et pengeinstitut i vækst, og 2. april blev sammenlægningen med Sparekassen Djursland en realitet. Det var den 17. i rækken af sammenlægninger med Sparekassen Danmark som det fortsættende institut.

Med fusionen er sparekassen nu også repræsenteret på Djursland og i Langå. Samtidig blev der etableret to nye almennyttige fonde, Sparekassen Danmark Fonden Djursland og Sparekassen Danmark Fonden Langå-Randers, der sammen med de øvrige 13 fonde i år kan bidrage med 130 millioner kroner til lokale formål.

Stærk kapitalposition
Egenkapitalen er steget med 1,6 milliarder kroner det seneste år og udgør nu 15,5 milliarder kroner. NEP-procenten er pr. 30. juni 2025 beregnet til 28,7 procent mod et krav på 19,5. Det giver en overdækning på 9,2 procentpoint svarende til 5 milliarder kroner.

Betydelig samfundsbidrag
Sparekassen Danmark har i første halvår betalt 228 millioner kroner i selskabsskat og 80 millioner kroner i lønsumsafgift.

»Sparekassen bidrager således efter første halvår 2025 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 308 millioner kroner til samfundet. Dertil kommer et betydeligt beløb i moms og energiafgifter, som ikke er fradragsberettiget« siger Vagn Hansen.

Skifte i direktionen
Halvårsregnskabet markerer samtidig et skifte i toppen. Efter mere end 27 år i sparekassen har Vagn Hansen meddelt, at han fratræder som administrerende direktør ved udgangen af august. Fremover bliver det Lars Thomsen og Kim Mouritsen, der i fællesskab overtager posten som administrerende direktører.

Med i kølvandet på fusionen med Sparekassen Djursland indtrådte Pernille Amstrup-Bønløkke i bestyrelsen som næstformand, mens tidligere direktør Peter Lading Sørensen blev en del af direktionen.

Fastholder forventninger
På trods af renteudvikling og stigende omkostninger fastholder ledelsen forventningerne til hele 2025. Resultatet før skat ventes at lande i niveauet 1,6 til 2 milliarder kroner og efter skat i niveauet 1,3 til 1,6 milliarder kroner.

Leder: Magtens paradoks

Af
Andreas Andreassen
-
0

Når historien dømmer os, vil den ikke kun se på, hvilke kriser vi gennemlevede, men også hvordan vi lod os lede gennem dem. Det er et tilbagevendende mønster, at magten i højere grad har levet af problemer end af løsninger. Som Erik Schwensen så præcist formulerer det, har vi skabt en ledelseskultur, hvor selve krisen er blevet råstoffet for magt, mens reelle løsninger gør magthavere overflødige.

Det er et paradoks, vi kan genkende fra mange epoker. Den romerske republik blev holdt sammen gennem forestillingen om ydre trusler, indtil den blev opløst indefra. I nyere tid trækker Schwensen selv en parallel til Storbritannien: »Den tidl. Premierminister i Storbritannien Sir Winston Churchill var et godt eksempel herpå. Han var en eminent og uovertruffen politisk leder i krise- og krigstid, men slog ikke til, da en fredeligere periode indtraf.« Historien minder os dermed om, at de ledere, der vokser i krisens skygge, ikke altid er de samme, som kan skabe fred, retning og varig udvikling.

Vi lever i en tid, hvor krisen er blevet en permanent tilstand. Finanskrisen blev afløst af oliekrisen, som blev overskygget af coronakrisen, som igen blev fulgt af krigen i Ukraine og konflikterne i Mellemøsten. Medierne står klar med breaking news, læserne klikker, og politikere og magteliter finder legitimitet i at holde os fast i problemet. En ny krise tager opmærksomheden, før den forrige er løst.

Filosofisk set minder denne tilstand om Søren Kierkegaards fortvivlelse, hvor mennesket fastlåses i en eksistens, det ikke kan frigøre sig fra, eller Michel Foucaults beskrivelser af institutioner, der reproducerer magt gennem narrativer og disciplin. I dag ser vi en kombination: En ledelseskultur, hvor krisen er blevet til en eksistensform, og hvor magtens opretholdelse trumfer samfundets udvikling.

Men ledelse må ikke reduceres til evig krisestyring. Sand ledelse er kunsten at skabe fremtid. At pege på retning, sætte mål og mobilisere fællesskaber. Schwensen opstiller fire spørgsmål, der kunne tjene som et kompas for enhver leder: Hvad vil vi fastholde i vores samfund? Hvor vil vi bevæge os hen? Hvordan når vi målet? Og hvordan ved vi, at vi er i mål? Det er en model, der forpligter ledere til at tænke i løsninger frem for problemer, i visioner frem for frygt.

Med kommunal- og regionsvalget til november står vi foran en afgørende mulighed. Her vil vi igen høre mange ord om udfordringer, mangler og kriser. Men det egentlige spørgsmål, vi bør stille kandidaterne, er: Hvilket samfund ønsker I at lede os hen imod? For uden vision bliver magt blot en forvaltning af problemer, ikke en åbning til fremtiden.

Historien viser, at samfund, der evner at formulere en fremtid, kan overvinde selv de største prøvelser. Ikke fordi kriserne forsvinder, men fordi de ikke får lov til at definere alt. At lede handler ikke om at overleve krisen, men om at skabe den fred, der følger efter.

Det er på tide, at vi som borgere kræver mere. At vi kræver ledere, der ikke lever af krisen, men som kan lede os ud af den. Ledere, der tør pege på det ønskede samfund – og bygge det.

Læs også

Tidens ledelsesparadoks og løsning

Tidens ledelsesparadoks og løsning

Af
Erik Schwensen
-
0

Indledning

Gennem de sidste mange år har jeg brugt en god del af mine somre på at reflektere over tingenes tilstand. Både over mine egne ting, andres ting, ja alverdens ting. Men denne sommers refleksioner har været anderledes. Hvor de tidligere somres refleksioner primært har kredset om mit eget liv og fremadrettede målsætninger, så har dette års sommerrefleksioner primært kredset om et ledelsesmæssigt paradoks, der i stadig stigende grad er dukket op i forbindelse med mine skriverier og artikler om ”kunsten at lede”.

En refleksion over, hvordan en “magtkultur” i nutidens ledelse kan fastholde os i en evig problemdagsordensættende mekanisme, og hvorfor et skift mod et tydeligt løsningsfokus er nødvendigt. Det er et paradoks som, jeg tror, hæmmer os i den samfundsudvikling, vi egentligt ønsker os, men ikke synes at komme videre i retning af, uanset hvad vi gør. Samtidigt er det et paradoks, vi kan og bør opløse. Vi skal nemlig videre. Det handler denne artikel om.

Tidens ledelsesparadoks

Nutidens ledelseskulturer og magteliter synes i stadig højere grad at leve og ånde for at fastholde deres magt, magtpositioner og magtstrukturer gennem en bevidst fastholdelse af samfundet i en overdreven problem- og krisetilstand, hvor ”forsøget” på at ”løse selve problemet” blot fører til pseudoløsninger og italesættelse af nye problemer. Problemer der fører til nye pseudoløsninger, der afføder nye problemer, gerne større end de tidligere osv. En for samfundet uendelig og nedadgående negativ spiral til en tilstand, som understøttes af en veludbygget institutionel rammesætning af organisationer, foreninger, myndigheder, industrier og medier m.v., som lever af og ånder for problem- og krisetilstanden og den deraf skabte stiafhængighed og negative vanemønstre, der er en konsekvens heraf.

Vi har indrettet nutidens ledelsesmodel efter kriseproduktion, hvor problemer bliver råstof for fortsat magt, mens reelle løsninger gør ledere ‘overflødige’ og dermed magtesløse.

Nye kriser tager opmærksomheden fra tidligere eller igangværende kriser, som glemmes, syner hen, bliver måske aldrig løst, eller gør det uden mediernes bevågenhed, da de allerede er i gang med næste serie af Breaking News, inden de også bliver glemt i jagten på nye problemer og kriser. Vi har set finanskriser, oliekriser, Coronakrisen, og en uendelig række af krige senest med Rusland-Ukraine krigen og krigen i Mellemøsten i centrum.

Skabelsen af nye problemer og kriser er blevet til løsningen. For hvem skal lede landet, hvis de nuværende magthavere reelt løser alle de væsentligste problemer, og dermed gør sig overflødige?” Det kan virke som om, at mange magthavere gerne vil bevare og udbygge magten på bekostning af samfundsudviklingen og den almindelige borgers ulykke og fastlåsning.

Historisk har vi set, at samfund, nationer og alliancer har brug for en bestemt type ledere i alvorlige kriser og krig, men helt andre ledelsestyper i fredstid og under fredelig sameksistens.  Den tidl. Premierminister i Storbritannien Sir Winston Churchill var et godt eksempel herpå. Han var en eminent og uovertruffen politisk leder i krise- og krigstid, men slog ikke til, da en fredeligere periode indtraf. Tilsvarende eksempler findes i andre lande, måske også i Danmark.

Det vi ser, er en ledelsesmæssig magtkultur, hvori ”løsninger” og ”problemer” har byttet plads. De reelle løsninger er pludseligt blevet til et problem for ledelseskulturen/magteliten i dens evindelige søgen efter at bevare grebet om magten. Nye problemer er blevet løsningen. En magtkultur godt hjulpet af en medieverden, der lever af magthavernes mediestøtte og forbrugernes uendelige SoMe-klik.

Den ene krise eller krig afløser den sidste, som afløste den forrige, når den var ”løst” eller reelt overgået til den næste krise osv. Den ledelsesmæssige magtkultur, hele magthierarkiet og krise- og krigsindustrien og dens institutioner bevares i denne uendelige krisekæde måske blot i nye forklædninger. Medierne spiller her en afgørende rolle i skabelse, opsøgning og bevarelse af problemerne, kriserne og konflikterne – click bating er in. Der tales ind til de nederste og ældste dele af menneskets hjerne, hvor kæmp/flygt/frygt-tilstanden hersker. De udenforstående (borgerne) må derfor blot betragte sig selv som tilskuere og påtvungne deltagere i den proces, hvis de da overhovedet lægger mærke til det, eller de får tid til det i den hektiske hverdag, som magtkulturen måske bevidst lægger ned over vores samfund og dets borgere.

Grundene til det og motiverne for en sådan ledelsesmæssig magtkulturs opståen og fortsættelse kan naturligvis været meget interessant at dykke ned i, og den vej kan være besnærende at gå ned ad. Vi kan nok heller ikke undgå det helt, som jeg har antydet ovenfor, men det må ikke blive et for forstyrrende element i vores paradoks-opløsende forehavende.

Tidens løsningsmodel

Hvis vi – for en stund – accepterer overstående som præmis og generelle forklaring på tingenes tilstand i den måde, som vi ser verden overvejende bliver ledt på netop nu, så bliver det vores samfundsmæssige borgerpligt at finde ”opløsningsmidlet” på dette ledelsesmæssige magtkulturparadoks.

Vores ledere skal finde og gennemføre løsninger på de problemer og udfordringer, som vi står overfor. Ikke i isolation, men i sammenhæng og under inddragelse af alle samfundsborgere. Det er derfor, vi har valgt netop dem. Hvis de ikke kan, så må vi vælge nogle andre ledere, hvis vi har mulighed for det.   

”Opløsningsmidlet” er ikke at pege fingre. NEJ ”opløsningsmidlet” er at pege i den retning, hvor vi i stedet for med fordel kan gå til størst mulig gavn for alle samfundsborgere. Det gælder både lokalt, nationalt og globalt.

Arbejdet omkring ”Det Ønskede Samfund”, som tidl. Borgmester Uffe Steiner Jensen og jeg påbegyndte i 2019 og bl.a. på baggrund af 27 debatter i tiden frem til sommeren 2023 skrev over 100 artikler om samfundsudviklingen, og mine efterfølgende artikler bl.a. i serien ”kunsten at lede” har vist sig ikke at være nok til at sætte skub i tingene. Måske fordi vi har været for optaget af at pege på retningen og målet, visionen og ”sætte vejskiltet”, som Uffe plejer at sige det. Hvorimod vi i mindre grad har været gode nok til at komme med vores bud på, hvordan det helt konkret bør, kan og måske skal gøres. I Det Ønskede Samfund har vi altid talt om, at samfundsforandringer skal komme nedefra. Det er jeg stadig enig i, når nu og hvis forandringerne ikke sker oppefra – top Down i et samspil med alle involverede.

Men kunsten at lede er ikke at lede efter, det vi ikke skal gøre (væk-fra-løsninger = Et problemfokus). Nej kunsten er at lede efter, det vi skal gøre i stedet for (henimod-løsninger = Et løsningsfokus).

For når vi har med mennesker og deres adfærd at gøre, så nytter det sjældent at anvende en mekanisk tilgang, hvor årsagen til problemet først skal findes og afdækkes fuldstændigt – helst 110 %, før vi beskæftiger os med løsningen. Det fastholder os i ”en problemtilstand”, der sender os på en uendelig negativ og stadig mere problemfastholdende tidsrejse, hvor nye problemer – ofte opfundne og selvskabte – vælter ud af skabene. Det fastholder både ledere og ledte i en dårlig mental tilstand. ”Svarerne giver kun anledning til mange nye ubesvarede spørgsmål”, er en tilgang som mange medier, politikere, institutioner og organisationer i dag elsker og lever godt af. Der opstår en stiafhængighed, som er selvbindende og som nævnt problemfastholdende. Man ”løser” problemet netop ”ikke tilstrækkeligt”, afsætter fx ikke de tilstrækkelige ressourcer, så problemet fortsætter – måske i en ny, muteret form.

Men sådan behøver det ikke at være

Der findes en anden og modsatrettet vej, der bringer os hurtigere og tættere på bedre og mere holdbare og bæredygtige løsninger. Men det kræver et skift i den måde, som vi lader os lede på.

Vi skal tillade os selv at lede og blive ledt efter løsninger ud fra en fremtidig ønsket tilstand med klare og præcise målsætninger. Dekobling mellem problem og løsning er afgørende for at slippe af med det første (problemet), og lade dét forblive i fortiden, og samtidigt fastholde fokus på og kursen mod det sidste (løsningen), og lade kun dét blive en del af nutiden og fremtiden.

Vores ledere skal bruge al deres og vores tid, energi og fortællinger på at finde og formidle svarerne på fire spørgsmål:

  1. ”Hvad er det vi gerne vil fastholde i vores nuværende samfund?” – Det bedste i nutiden
  2. ”Hvor er det vi gerne vil udvikle og bevæge vores samfund hen?” – Det bedste i fremtiden
  3. ”Hvordan, og hvad skal der til, og hvornår ønsker vi, at det sker?” – Processen mod målet
  4. ”Hvordan vil vi vide, at vi er nået i mål?” – Evaluering af resultatet

Tidens ledere bør og kan med stor fordel skifte til denne model. En ledelsesmodel som jeg gennem min egen lederkarriere har haft succes med, og som jeg igennem min artikelserie ”kunsten at lede” og diverse interviews m.v. fortsat søger at fremme.

Afrunding

Med det kommende kommunal- og regionsvalg den 18. november 2025 en mente giver det god mening også at debattere: ”Hvilke ledelsesprincipper vores politikere og administrationer i kommuner og regioner skal være i stand til at lede vores kommuner og regioner efter? og hvordan det skal ske?” som et par af de temaer, der er meget relevante at tage op i den kommende valgkamp.

Det glæder vi også til at gøre i Danske Digitale Medier, og hvis du har andre relevante emner, som du synes den kommende valgkamp skal indeholde, så er du meget velkommen til at give dem videre til os.

1...121314...83Side 13 af 83
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER